Så gik den sommer. Fik du tid til det, du havde lovet dig selv? Tid til afslapning, tid med manden, konen, kæresten, børnene, vennerne, dig selv. Tid til at læse eller lytte til gode bøger, høre din yndlingsmusik, lytte til bølgerne. Tid til bare at være!

Og måske lidt tid til at tænke. Tænke over om dit liv er, som det skal være.

Hvad er det egentlig, der gør livet værd at leve? Noget skal gøres – noget bør gøres. Og så er der bare det, jeg vil gøre, fordi det er vigtigt. Det der skal gøres, fordi livet ikke er værd at leve uden. Men hvordan finder jeg helt konkret ud af, hvad det er?

Job, familie, børn, venner, fritidsinteresser, motion, personlig udvikling, bolig, kæreste, studie, søvn og masser af andre ting og – måske – lidt tid til bare at være mig. Hold da op, hvor er der mange bolde der skal holdes i luften. Mange, der skal gribes. Mange forskellige ting, der skal prioriteres, for at tiden bruges, så det vigtige kommer i første række, og jeg ikke forfalder til bare at gøre det, andre forventer af mig. Det er jo mit liv og mig, der har ansvaret for, at det mest af alt bliver levet på mine præmisser. Selvfølgelig med hensyntagen til de mennesker, der er i mit liv.

Hvordan ville hverdagen se ud, hvis vi helt automatisk prioriterede alt det, vi gjorde, efter hvor vigtigt det var? Hvad ville være anderledes? Ville vi bruge mere tid på børnene? På at være nogens kæreste? Bruge mere tid på arbejde, på sundhed, på meditation? På haven, på frimærkesamlingen, på katten, hunden? Hvad ville vi ændre, hvis vores næser voksede, hver gang vi ikke levede i overensstemmelse med vores værdier? Ikke gjorde det, der var vigtigt for os.

Det at være bevidste om, at vi har et valg, tror jeg er det vigtigste. Vi må alle vælge helt selv. Uden at nogen kan hjælpe os. Det frygtelige er – tænker jeg – ikke at vælge det der er vigtigt. At lade det andre mener, få mere vægt, end det, der er vigtigt for en selv. Lade arbejdet, naboen, vennerne, kæresten, samfundet vælge.

Nej tak. Lad mig så både tage skældud og ros. Det sure med det søde. Lad mig vurdere i hvert enkelt tilfælde, om noget er vigtigt nok til, at jeg vil tage de eventuelle konsekvenser, det kan medføre at leve i overensstemmelse med mine værdier. Sådan må det være. Lad min næse vokse, hvis jeg glemmer at være tro mod mine værdier.

/Lisbet Bladbjerg