Nogen må da gøre noget!

Hvem har ansvaret når noget går galt? Hvem har set noget? Hvem har pligt til at gøre noget? Hvor er det bekvemt at skyde skylden på “kommunen”, på lærerne, pædagogerne, sagsbehandlerne – og de har da helt sikkert også deres del af ansvaret, når noget går rivende galt og en hel børneflok, får lov til at leve med misrøgt og misbrug, uden at der bliver gjort noget. Men hvad med alle os andre? Os der er mødre og fædre og som møder børnene i skoler og børnehaver, på gaden og på legepladserne. Og hvad med de teenagere, som er med vores egne børn hjemme og hvor vi tydeligt kan se arrene på deres arme og af vores egne børn får gengivet sætninger som ” det er egentlig ikke værd at leve” – sagt af en veninde i en fortrolig stund. Hvis ansvar er det her at gøre noget?

Dit og mit – såmænd!

Vi har alle et medmenneskeligt ansvar – et ansvar for at gøre noget, når vi kan se at noget er galt. Ikke bare snakke indbyrdes om hvor skrækkeligt det dog er og at nogen da snart må gøre noget.

Vi er simpelthen nødt til at tage et stort og utrygt skridt ud af vor behagelighedszone. Gøre noget ved det vi ser, hører og fornemmer. Hellere en gang for meget – og så måske komme til at give sit livs største undskyldning – end at lade et barn eller en ung i stikken, den ene gang hvor måske netop jeg, kunne gøre en forskel for et menneske i nød. Helt ærligt. Hvad er det værste der kan ske, ved at tage et andet menneske i hånden og sige; ” Mig kan du være tryg ved. Er der noget, jeg kan hjælpe dig med”?

Ja. Jeg blander mig måske i noget, der ikke kommer mig ved. Men det kommer jo netop mig ved! Det kommer mig i den grad ved, hvordan andre har det og da især når disse andre er børn og unge.

Vær nu helt ærlig. Du behøver ikke sige det til nogen. Hvor mange gange i dit liv, har du mødt et barn eller et ungt menneske og haft på fornemmelsen at noget var helt forkert? Tænkt, at det barn da var lidt for beskidt, lidt for håndsky, lidt for underlig i sin adfærd, lidt for bange, lidt for ked af det, lidt for anderledes end de andre børn og unge du kendte. Og – helt ærlig – hvad har du gjort? Sådan helt af dig selv. Når du tænker tilbage med netop denne vinkel på, hvor mange gange skulle du så have reageret? Sikkert kun nogle ganske få gange. Men det afgørende spørgsmål er; “Gjorde du noget?” og det endnu vigtigere spørgsmål er; “Hvad vil du gøre næste gang?” Vi kan jo som bekendt ikke skrue tiden tilbage, men vi kan da i det mindste lære af det vi oplever. Af det vi gør og af det vi skulle have gjort, så vi kan gøre noget andet næste gang.

Næste gang du ser noget og næste gang jeg ser noget, som vi fornemmer, ikke er som det skal være, skal vi så blive enige om at handle? At gøre noget, at vov e pelsen og spørge; “Er der noget jeg kan hjælpe dig med?”