Livet skal leves – ikke overleves!

Så gik den sommer. Fik du tid til det, du havde lovet dig selv? Tid til afslapning, tid med manden, børnene, vennerne, dig selv. Tid til at læse de gode bøger, høre din yndlingsmusik, lytte til bølgerne. Tid til bare at være!

Selv i en lang, dejlig ferie er det slet ikke så let, det der med at have balance mellem det “jeg skal/bør”, og så det “jeg rigtig gerne vil”. Det, der er vigtigt. Det allervigtigste faktisk!

For hvordan finder man balancen mellem det “jeg skal”, og det “jeg gerne vil”? Og kan de to ting være det samme? De evige spørgsmål fra os, der så gerne vil have et liv i balance. På jysk “work life balance”. Hvordan pokker får vi det, når det nu igen er blevet hverdag, og der også lige er kommet arbejde med i dagligdagen igen?

Essentielt er det at finde ud af, hvad der egentlig er vigtigt i ens liv. Hvad er det, der gør livet værd at leve? Noget skal gøres – noget bør gøres – noget burde kunne lade sig gøre. Og så er der bare det, jeg vil gøre. Det er dét, der er det vigtige. Det der skal gøres, fordi livet ikke er værd at leve uden. Men hvad er det egentligt?

Job, familie, børn, venner, fritidsinteresser, motion, personlig udvikling, bolig, kæreste, studie, søvn og – måske – lidt tid til bare at være mig. Hold da op, hvor er der egentlig mange bolde i luften. Mange, der skal gribes. Mange forskellige dele, der skal prioriteres, for at tiden bruges rigtigt, så det vigtige kommer i første række, og jeg ikke forfalder til bare at gøre det, andre vil have af mig. Det er jo mit liv, og mig, der har ansvaret for, at det bliver levet på mine præmisser. Selvfølgelig med hensyntagen til mennesker omkring mig.

Hvordan får vi så den så omtalte balance og holder den? Balancen mellem job og så alt det andet – worklife balance. Faktisk et underligt begreb. Er arbejdet da ikke bare en del af livet? En meget væsentlig del, men trods alt vel kun en del af livet. En enkelt del, der fylder mindst en tredjedel af vores tid i rigtigt mange år. For mange af os meget mere i netop de år, der er fyldt med så meget andet også. Børn, kæresteliv, uddannelse, sport, fritidsinteresser, venner og alt det andet spændende, der fylder vores liv. Hvordan finder vi dog den svære og så helt væsentlige balance, der gør livet værd at leve? Det helt rigtige svar – altså den universelle sandhed – findes nok ikke, men vi kan lære meget af de mennesker, der desværre alt for tidligt finder ud af, at deres tid på jorden er begrænset. Er den ikke det for os alle, når alt kommer til alt? Har vi ikke alle en begrænset holdbarhed, selvom vi heldigvis ikke kender vores udløbsdato. Tænk, hvis det var den bevidsthed, der styrede vores liv og vores valg. Det, der gjorde, at vi hver dag gjorde vores absolut bedste for at finde og holde balancen mellem alt det, der skulle, burde og kunne gøres, og så det, der skal gøres, fordi det bare er det vigtigste. Det, der gør livet værd at leve.

Hvordan ville hverdagen se ud, hvis vi helt automatisk løbende prioriterede alt det, vi gjorde, efter hvor vigtigt det var? Hvad ville være anderledes? Ville vi bruge mere tid på børnene? På at være kærester med vores mænd/koner? Bruge mere tid på arbejde, på sundhed, på meditation? På haven, på frimærkesamlingen, på katten? Hvad ville vi ændre, hvis vores næser voksede, hver gang vi ikke levede i overensstemmelse med vores værdier? Ikke gjorde det, der var vigtigt for os.

Det at være bevidste om, at vi har et valg, det er vel egentlig essensen. Vi må alle vælge helt selv. Uden at nogen kan hjælpe os. Det frygtelige er – tænker vi – ikke at vælge, men at lade tilfældighederne vælge for os. At lade det, de andre mener, få mere vægt, end det, der er rigtigt for en selv. Lade arbejdet, naboen, vennerne, samfundet vælge.

Nej tak. Lad os så både tage skældud og ros. Det sure med det søde. Lad os vurdere i hvert enkelt tilfælde, om noget er vigtigt nok til, at vi vil tage de eventuelle konsekvenser, det kan medføre at leve i overensstemmelse med vores værdier. Sådan må det være. Et liv i balance? Ja tak. Lad vores næser vokse, hvis vi glemmer at være tro mod vores værdier.