Er du havnet i virkelighedskløften?


“Lykken findes der hvor virkeligheden svarer til forventningerne”


Kloge ord. Svære at efterleve? Kender du det, at virkeligheden bare ikke er, som den burde være!

Det kan da ikke passe at… Det er uretfærdigt…. Hvorfor lige mig…..Det burde virkelig ikke væresådan….

bk_virkelighedskloftenHvis det lyder bekendt, så er du måske havnet i virkelighedskløften, som stjæler din glæde og energi og gør dig indebrændt, sur og utilfreds. Og det har du jo slet ikke lyst til at være – vel?

Første skridt til at komme ud af kløften er at se på, hvordan det forholder sig med den faktiske virkelighed. Hvordan ER det virkeligheden er, sådan helt konkret? Faktuelt. Facts på bordet. Uanset hvor grimme, dumme og uretfærdige, vilkårene så er. Sådan er det. Så længe vi bliver ved med at fornægte virkeligheden, vil vi blive på bunden af kløften, og det vil være umuligt bare at komme et lille stykke op.

Næste skridt er at acceptere den faktiske virkelighed, ganske som den er. Nemt? Nej. Nødvendigt? Ja. Før du har accepteret det vilkår, du står overfor, kan du helt enkelt ikke komme op fra kløften. Du er dømt til at blive liggende og lide.

Du kan også havne i den dybe virkelighedskløft, når du bruger enorme mængder af energi på brændende at ønske dig noget andet end det, du har – altså uden at gøre noget aktivt for at få det. Du er bare ulykkelig og frustreret over ikke at have det. Nogen må da kunne give dig det, du så gerne vil have.

Når virkeligheden er, som den er, har vi kun to muligheder: Enten at blive i virkelighedskløften og lide eller se den nogle gange barske virkelighed i øjnene og begynde opstigningen med accept som absolut bedste hjælpemiddel. Og accept er jo ikke bare sådan lige noget, der sker med et knips med fingrene. Forestil dig en trappe hvor opstigningen er et trin ad gangen over et stykke tid. Faktisk nogen gange over rigtig lang tid når det er et særligt hårdt eller smertefuldt vilkår, der skal accepteres. Det kan være skilsmisse, invaliderende sygdom, tabet af en elsket person eller lignende i den tunge kategori. Selv her gælder det jo, at virkeligheden er virkeligheden, og den skal nødvendigvis accepteres, for at vi kan komme videre med at leve et liv der er værd at leve.

(Indimellem har vi måske brug for at blive i virkelighedskløften et stykke tid og NÆGTE at se realiteterne i øjnene. Det er ganske enkelt for svært, for smertefuldt eller for frygteligt. Måske får vi også en masse sekundære gevinster ud af det. Vi får trøst, hjælp, nogle giver os ret, og andre støtter os. I begyndelse af vores tid i virkelighedskløften, får vi rigtig meget opmærksomhed ud af at være der. Så hvorfor besvære sig med at forsøge på at komme op? Det koster jo en masse kræfter og anstrengelse, og der skal brydes ud af vanetænkning, hvilket er ret svært for os mennesker.

Så går der noget tid og alt efter hvor forfærdelig en hændelse vi har været ude for, så tager omsorgen ganske langsomt af. Det bliver ikke ved med at være sjovt for omgivelserne at trøste, forstå og støtte den, der ligger på bunden af kløften. Det frygtelige er bare, at nu er det måske blevet en (dårlig) vane at NÆGTE at se virkeligheden i øjnene. Så nu er vi på den!

Og så har vi ikke engang nævnt det værste: Når du ligger der på bunden af kløften, er du handlingslammet. Helt og aldeles! Der er absolut intet, du kan gøre for at tage hånd om din situation og komme ud af den og videre i dit liv. Du må fortsætte med at lide. Tænk lige tilbage til et tidspunkt i dit liv, hvor du var havnet i virkelighedskløften. Måske blev du fyret, skilt, syg, svigtet, snydt. Hvor længe lå du der? Og hvad gjorde at du kom op?(Hvis du altså ikke ligger der endnu?)

Vi må vist hellere arbejde med at acceptere, at virkeligheden nu engang er virkeligheden. Uanset hvor ondt den gør, og hvor elendigt vi har det. Det er som at have en splint i fingeren. Først når du har indset at der ER en splint, kan du finde pincetten frem og få taget splinten ud.

KOM SÅ OP AF DEN KLØFT og se på dit liv som det virkelig er. Og lad os så tage den derfra).